Fragt fra 29,-
Afsendelse 1-2 hverdage
Fri fragt over 500,-

Hele humlen ved øko-bomuld

For bare et par måneder siden troede jeg, at økologisk bomuld var sådan noget lidt langhåret noget, der egentlig ikke rigtig gjorde nogen forskel. Jeg gik gladeligt ned i H&M og købte mig en bomuldst-shirt til 79,99,-, og jeg tænkte i hvert fald slet ikke over, hvor den t-shirt kom fra, eller hvordan den blev lavet. Det gør jeg nu, for hele humlen ved økologisk bomuld er, at det ikke bare gavner miljøet, men også redder menneskeliv. 

Bomuld er et af de mest brugte materialer, men er enormt svært at dyrke. Det er nemlig meget sårbart overfor sygdomme og ekstreme vejrforhold, som f.eks. tørke eller oversvømmelser. Og da bomuld gror steder, hvor disse vejrforhold ofte sker, kan det være rigtig svært for bomuldsbønderne at få overskud ud af deres høst. For at gøre ondt værre udgør bomuldshøst kun 2,4% af verdens samlede landbrug, men det bruger 6% af verdens samlede pesticideforbrug og hele 16% af verdens insektdræbende midler! Det er jo helt håbløst.

Store virksomheder som Monsanto (der også står bag det berygtede kemiske våben 'Agent Orange', der blev brugt under Vietnamkrigen) har overtaget enhver mulighed for at købe frø til at så med. Bomuldsbønderne har altså ingen anden mulighed end at købe frø hos Monsanto; frø som i øvrigt er genmodificerede til kun at vokse, hvis der bruges en bestemt type pesticide, som bønderne så også skal købe. Dermed er bønderne forgældet fra dag 1, og de kommer aldrig ud af denne onde cirkel. Det vurderes, at op mod 250.000 indiske bomuldbønder har taget deres eget liv i det sidste årti, fordi de ikke så anden udvej. Og resten lever med den store sociale skam, det er at være forgældet - alt imens de indånder giftstoffer, som de også får direkte på huden. Pesticidegiften giver hovedpine, opkastning, synsforstyrrelser, blod- og leversygdomme, deperession og nerveskader.

Det er den blodige historie, t-shirten til 79,99,- har med sig. Og det er før bomulden overhovedet er plukket.

MEN der er heldigvis råd for det! Økologisk bomuld gror uden brug af pesticider, og det er heller ikke genmodificeret på nogen måde. Bomulden er med til at opretholde sundheden i muldet og bidrager også til et sundt økosystem, men det betyder også, at de arbejdere, der har med bomulden at gøre, også har gode vilkår i og med, at de f.eks. ikke får gift direkte på huden. Dette gælder for alle arbejdere lige fra første til sidste led. Nedenfor kan du se de store forskelle mellem konventionel og økologisk bomuldsproduktion.

http://aboutorganiccotton.org/organic-farming-system/

 

Men hvordan ved man, om man køber økologisk bomuld eller ej?

Ofte vil der på produktet stå '100% organic cotton', og ellers kan produktet være prydet med forskellige certificeringer. Der er særligt to certificeringer, du skal kigge efter på labelen: Global Organic Textile Standard (GOTS) og Organic Content Standard (OCS). Forskellen på de to kan du se lige her: 

http://aboutorganiccotton.org/organic-certification/

Hvis du vil være ekstra meget på den sikre side, bør du også vælge Fairtrade - det betyder nemlig, at arbejderne får fair løn og fair arbejdsvilkår - præcis som det skal være. 

Se efter de her certificeringer, når du køber bomuldsprodukter:

 

Og hvis du tænker, at økologisk bomuld er sådan noget urtet noget, der kun findes i råhvid, så tro om igen:

 

Sheena Karn er virksomhedspraktikant hos My Fair Shop og vil i disse uger skrive om forskellige emner inden for bæredygtighedens verden. 


Sheena Karn
Sheena Karn

Forfatter



Efterlad en kommentar

Kommentarer vil blive godkendt før de vises.