Interview med KENZINA

I anledningen af, at vi nu sælger KENZINAs fine tasker og accessories på My-Fair-Shop.dk, har vi taget en lille snak med grundlæggeren bag brandet; Louise Brodersen.

 

Hvordan kan det være, du besluttede dig for at flytte til Senegal i sin tid?
På det tidspunkt jeg besluttede at flytte til Senegal, boede jeg i London, og arbejdede hos Deloitte Consulting som strategisk konsulent og levede ”the typical London rat race life” som man kalder det… Work hard, play hard. Hos Deloitte skal man tage sin MBA efter et hvis stykke tid, som de så sponsorerer. På det tidspunkt tror jeg det var Harvard, Kellog, Stanford og INSEAD var de eneste business skoler i Europa som Deloitte godkendte, men der skulle man være tresproget. Jeg havde det engelske og danske på plads, og skulle så blive bedre til mit franske, så jeg kunne søge ind på INSEAD. På det tidspunkt var mine venner lige flyttet til Dakar i Senegal, så de sagde: ”Pak en kuffert og kom ned og bo hos os et par måneder, lær at spille djembe (afrikansk tromme) vær lidt kreativ og lær samtidig fransk”. Så jeg fik en  sabbatperiode fra Deloitte på 3 måneder og drog glædeligt af sted til Dakar med mine bøger… Kort tid efter mødte jeg Apape d. 24. december til en julefest, hvor vi var ca. 20 nationaliteter samlet, og de 3 måneder blev så til 5 år, og i stedet for en MBA fra INSEAD fik jeg Inaya, vores første datter and the rest as they say is history

 

Hvordan er den senegalesiske kultur sammenlignet med den danske?
De to kulturer er meget forskellige, og så alligevel ikke. De fem år jeg boede i Senegal var fantastiske! Senegal er et meget nemt land at flytte til og føle sig velkommen i. Det er nemt at integrere sig, få venner - både lokale og internationale. Samtidig er det et politisk og økonomisk stabilt land. Det er et nemt land at være kreativ i, og man får masser af ideer bare ved at gå rundt, og ting kan lade sig gøre relativt hurtigt. Når det så er sagt, kan man også støde ind i en masse bureaukrati, som virkelig kan forsinke det hele. Noget så simpelt som at betale en elregning kunne tage en hel dag… Til gengæld er de meget hurtige til at komme og lukke for strømmen, hvis man ikke betaler til tiden. Senegal er en sekulært stat, dvs. der er ingen officiel religion. Når det så er sagt, er befolkningen ca. 90% muslimsk, 5% kristne og ca. 5 % animister. I praksis betyder det, at man holder fri både de kristne helligdage, som jul og påske, samt de muslimske som Ramdadan og Tabaski (El Eid). Det vil også sige, at man har en hulens masse feriedage i Senegal J Det som er så smukt er, at i Senegal bor muslimer og kristne dør om dør og fejrer hinandens højtider. Til jul kommer vores muslimske venner altid og spiser med - det kan godt være de hopper over flæskestegen, som man også får dernede (dog uden sprøde sværd), men så spiser de til gengæld alt det andet. Og til påske laver man en specielt slags dessert, Ngalakh, frugten fra baobaob blandet med noget jordnødsauce-agtigt (svært at forklare, det skal prøves), som man putter i små bøtter og de bliver så delt rundt til primært alle deres muslimske venner. Til El Eid er vi (de katolske/kristne) til gengæld nogen af de første til at smage på den nystegte (og friskslagtede), frisk grillede lever, og hjemmelavede pomfritter, når ramadanen skal fejres.

Dette er så rart og dejligt at se og opleve, specielt set i lyset af alt det som pt. sker rundt omkring i verden. Faktisk bliver Senegal tit brugt som eksempel på, hvordan man som muslim og kristen kan leve fint i harmoni.

 

Hvordan fik du idéen til at starte med at designe tasker og accessories?
Det hele startede en dag, hvor min lynlås i min egen taske var gået i stykker. Jeg gik rundt  i ”Village Artisanal”, og et eller andet fik mig til at stoppe op ved en af boderne og spørge, om de kunne hjælpe mig med at skifte lynlåsen. Han sagde, at det kunne han da godt, men han kunne da også gøre noget, som var endnu bedre - han kunne lave en ny taske til mig og oven i købet i slangeskind. Jeg tænkte ”Hvorfor ikke? Lad os prøve!”, og det blev starten på et langt samarbejde, som startede helt tilbage i 2003.

Jeg var ellevild med resultatet! Det samme var mine venner og veninder, og hver gang mine venner fra London eller Danmark kom på besøg, fik de også lige lavet en taske. Langsomt gik det op for mig, at der var et marked for dem, og folk begyndte at efterspørge dem.

Jeg har også hjulpet andre firmaer med at få produceret ’own label’ i Senegal, og rådgivet det lokale team i, hvordan de håndterer internationale ordrer. Det har været spændende at følge det lokale teams udvikling og se deres omsætning stige markant. I dag leverer de bland andet til Danmark, Frankrig, USA, Belgien og Ukraine, og i 2014 vandt de Artisanale of the Year-prisen af den amerikanske ambassade i Dakar. Jeg ser ikke mig selv som en Moder Teresa-figur, som kommer og hjælper de stakkels afrikanere og brødføder familier. Tværtimod er jeg mega stolt over at have fået lov til at være en del af deres spændende rejse, og at være med til at udvikle deres potentiale og dermed have haft en finger med i spillet i, at have hjulpet dem fra at være en lokal taskemagerbutik til en global spiller, som leverer til mange forskellige lande og kendisser rundt omkring i verden. Det, at jeg har været med fra starten gør, at vi har et helt specielt forhold og er på mere familiære forhold end hvad normen måske er i en sådan forretningskonstruktion.

 

Mange tænker truede dyrearter, når de ser krokodilleskind og pyton, men sådan hænger det jo ikke nødvendigvis sammen vel?Krokodilleskindende kommer fra en økologisk krokodillefarm i det sydlige Senegal, som er drevet af en franskmand, der har boet i Senegal i mange, mange år. Her bliver de fodret godt, har et dejligt liv, og der er plads til, at de kan bevæge sig rundt. Pyton- og varanskindet kommer fra lokale jægere. Bestandighederne er blevet undersøgt både af CITES i Senegal og Naturstyrelsen i Danmark, og de anses ikke for truet. Der bliver samtidig holdt øje med, hvor meget som eksporteres ud af landet, og derfor er der påkrævet CITES-certificeringer ved alle ordre. Udover det bliver alt kødet spist - både krokodillekødet men også slange- og varankødet, så intet går til spilde.

 

Har der været nogle udfordringer ved at få lavet skandinavisk design i Afrika?
Der har været masser af udfordringer, og det er der stadig. Heldigvis har vi både sproget og kulturen på plads pga. sammensætningen af vores team. Jeg kender til de skandinaviske krav, når det gælder design og kvalitet, og kan både tale fransk og wolof og forstår den senegalesiske kultur, da jeg har haft den helt under huden både gennem svigerfamilien, men også bare generelt efter at have boet der i 5 år og være en del af samfundet. Når det så er sagt, har Apape lige været i Dakar og kvalitetskontrollere den sidste ordre og styret det solo (da jeg er højgravid i Danmark), og her var teamet absolut glad for at have en helt vaskeægte lokal til at styre kommunikationen. Apape gjorde meget ud af at forklare den danske mentalitet og kvalitetsbevidsthed, og det havde gjort endnu mere indtryk end normalt, da det kom fra en indfødt senegaleser, som kunne udtrykke det på en endnu bedre måde.

Hver en taske er 100% håndlavet. Dette gør, at ingen taske er 100% identitske. Der er tit en lille forskel på den samme model fra ordre til ordre. Derfor opfordrer vi klart vores kunder til at slå til med det samme, når man falder over en taske, for den er helt unik. Du vil aldrig kunne finde nøjagtig den samme, med samme skind og mønster og ar fra naturen, som den taske du har forelsket dig i.

 

Hvis du kunne vælge én kvinde efter ejet valg, der skulle bære en KENZINA-taske, hvem ville du så vælge og hvorfor?
Den er svær. Jeg synes der er mange. Jeg synes det ville være kæmpe stort, hvis Michelle Obama eller Oprah en dag gik med en KENZINA-taske. Det er kvinder med substans og pondus, og som samtidig har afrikanske rødder - ikke at det på nogen måde er et kriterium, men jeg synes begge kvinder er enormt inspirerende.

Køb KENZINAS tasker her: My Fair Shop.


Charli Skovgaard
Charli Skovgaard

Forfatter



1 svar

Birgitte Krogh
Birgitte Krogh

Marts 12, 2015

Er allerede beriget med en clutch fra Kenzina i krokodille skind og jeg kan kun sige “I love it”…. Den har så meget karakter og er ikke bare endnu en Dior, Chanel eller andet mærke taske… Den er unik og sin helt egen og endnu bedre; den er min…

Efterlad en kommentar

Kommentarer vil blive godkendt før de vises.